Når vi læser om mad og restauranter i medierne, er det som oftest restauranterne i den øverste kvalitets- og prisklasse, det drejer sig om. Det er forståeligt nok, for en madanmelder skal kunne finde et måltids interessant for at kunne skrive inciterende om det, og han eller hun skal måle et restaurantkøkken på dets ypperste formåen. Men det betyder ofte, at det gode, gedigne måltid – for eksempel på en kro ved landevejen – bliver glemt lidt.
Vi vil gerne slå et slag for, at du også husker at besøge denne type restauranter, når du igen kan komme ud at spise efter coronaens hærgen.
Kør en søndagstur med familien og find en af de dejlige danske kroer, hvor du kan få et måltid, der sager godt, mætter jer alle – og hvor der er noget at komme efter for hele familien. Når I har spist, kan I hygge jer i krohaven, og børnene kan lege, mens de voksne drikker kaffen og fordøjer måltidet.
Den kro, I besøger, er måske en kongelig privilegeret kro, som er en kro, der i gamle dage var tilgodeset af kongens gunst mod til gengæld altid at skulle servere et måltid og have en seng klar til de vejfarende.
Nogle kroer har skabt et køkken på gourmetniveau, men de fleste serverer traditionel mad, og det kan være et herligt måltid. Nyd landevejskroens velsignelser, mens I spiser traditionelt smørrebrød med sild, fiskefilet, kødpålæg – og måske et stykke med gammel ost, portvin og sky til sidst. Det er godt, og det er typisk dansk køkken. Vælger I det varme køkken, byder det på typiske retter som wienerschnitzel, engelsk bøf og æggekage. Og det bør man heller ikke kimse ad – men glæde sig over, at den danske restaurantverden mangfoldig og god.