De seneste årtier har der været en enorm udvikling i den danske restaurantverden. Fra at være et miljø, hvor der i stor stil blev serveret suppe, steg og is er restauranterne i Danmark blevet til en meget mere mangfoldig skare, og Danmark er i dag et mål for ‘foodies’ fra hele verden. Det er folk, der rejser fra land til land for at spise på de bedste steder, og i dag har vi her i Danmark flere af denne type restauranter, der trækker folk til fra den store, vide verden.

Selv om de første danske restauranter, Kong Hans’ Kælder og La Cocotte i København, fik deres første Michelinstjerner allerede i 1983, er det først de senere år, at den franske madguide for alvor har uddelt stjerner til danske kokke og restauranter. I dag deler 28 restauranter i Rigsfællesskabet ikke mindre end 35 stjerner, så det danske køkken har for alvor rejst sig og fået en stemme i verden.

Det nye nordiske køkken

En af de ting, som de danske restauranter er blevet kendt for i verden, er den madtrend, der kaldes det nye nordiske køkken. Her handler det om at bruge råvarer, som er hentet i den nordiske natur, og er man som kok fuldstændig tilhænger af denne retning inden for det moderne restaurantkøkken, er det umuligt at bruge råvarer, der ikke kommer fra vore egne himmelstrøg.

Restaurant Noma i København, som på et tidspunkt blev udråbt til at være verdens bedste restaurant, hører til denne kategori og har gæster fra hele verden, der udforsker nordisk mad.

Etniske køkkener

Den danske restaurantverden er dog også mange andre ting. Ikke mindst er de såkaldt etniske køkkener vokset de seneste årtier. I dag kan man gå mange andre steder hen end til den lokale kinesiske restaurant, hvis man vil nyde etnisk mad. Man kan i tankerne tage til Grækenland, Tyrkiet, Etiopien, Sydamerika eller for den sags skyld Ungarn eller Frankrig, hvis man vil nyde et udenlandsk inspireret måltid i en dansk restaurant.

Niveauet for de etniske restauranter er meget svingende. Tilbuddene går fra Michelinstjernede thairestauranter til kinagrills, der mest er kendt for at kunne stille en tømmermandssult hurtigt og bekvemt.

Vi skal ikke glemme de traditionelle danske restauranter, når vi beskriver restaurantverdenen. Selvom mange kroer er lukket de senere år, kan man stadig køre en søndagstur og finde en typisk landevejskro, der serverer smørrebrød og traditionelle varme retter til frokost og middag. Trods alle vores ture rundt i verden er den traditionelle danske mad stadig en favorit hos mange, og de fleste hygger sig, når sildemaden og stykket med roastbeef kommer på bordet på restauranten, ledsaget af en øl og en snaps. De senere år har smørrebrødskøkkenet også udviklet sig enormt, så mon ikke det vil være at finde på menukortene i mange år fremover.

blogjr-portfolio